torsdag den 5. juni 2014

Følgesvenden

Følgesvenden er 4. bind af Pernille Eybyes paranormal romance-serie Blodets bånd.

Zan vil have hævn over Archer og de 20 års fangenskab. Og han har bestemt sig for at bruge Archers eget våben, hyænedrengene, imod ham. Derfor udfører han eksperimenter på dem, og det lykkes ham da også at forvandle én af dem til vampyr. En vampyr, som er langt stærkere end andre vampyrer, men som ikke opfører sig som en almindelig vampyr.
Zan forsøger af al sin magt at få Kassie til at huske sin fortid som Helena, den kvinde han elsker.
Kassie ønsker også at lære sin fortid at kende, men ikke for Zanz skyld. Hun søger hjælp hos heksen Liliana, og snart begynder en del af sandheden at dukke op. Men jo mere Kassie husker, jo flere spørgsmål har hun. For hvorfor blev Helena, en vampyrjæger, forelsket i Zan, og hvorfor elskede Zan Helena? Og hvilken rolle spiller Archer i hendes fortid?
Mens Kassie søger efter spor af sin fortid, forsøger Leo, med Liliana og Anastasias hjælp, at lære at styre sine magiske kræfter, så han kan slå Zan ihjel og befri Kassie fra hans greb. Men det er ikke let, og da Leo begynder at plages med mærkelige drømme hvor han jager vampyrer, ved han snart ikke hvad der er drøm og hvad der er virkelighed.
Imens forsøger Viking at holde sig i live i Archers kamparena. Samtidig lærer han mere og mere om Helenas og Kassies fortid - som Archers søster. Og så møder han Archers søn, Junior, som har sin helt egen dagsorden...

Spændingen stiger i 4. bind. Bogen fortsætter hvor bind 3 slap, og handlingen går over stok og sten. Bogen er fyldt med kærlighed, action, gys og magi, og personerne udvikler sig mere og mere jo længere frem i serien man kommer. Alle gemmer tilsyneladende på deres egne hemmeligheder, og det gør at plottet aldrig bliver forudsigeligt, og at bogen er umulig at lægge fra sig. Kan varmt anbefales.

Ingen kommentarer: