lørdag den 29. september 2012

Tryllebundet

Tryllebundet er 4. og sidste bind i Alyson Noëls Riley Bloom-serie, og er ligeså god som de forrige bind i serien.

Riley ønsker større udfordringer som Sjælefanger og har derfor tigget og bedt Rådet om nye opgaver. Men da Rådet giver hende opgaven med at få gladiatoren Theocoles over på den anden side er Riley sikker på at opgaven er for stor, og at hun vil ende med at fejle. For Theocoles har været fanget i sin fortid i tusinder af år og har ikke spor lyst til at lytte til Riley.
Samtidig møder Riley Melissa som ligesom Theocoles har været tvunget til at hjemsøge Colosseum i tusinder af år. Men modsat Theocoles ved Melissa hvad Riley er, og hun har sin egen dagsorden. Melissa tilbyder at hjælpe Riley med at forstå Theocoles ved at føre hende tilbage i tiden til dengang han var i live. Og samtidig opfylder hun Rileys største ønske: Ved hjælp af en magisk make-over får Riley endelig mulighed for at blive teenager og få en kæreste. Men hvad er prisen? Rileys nye verden fortryller hende, og snart er der ikke andet tilbage end hendes liv som Aurelia...
Kan Riley løse sin opgave og få Theocoles over broen? Og vil hun huske hvem hun i virkeligheden er?

Skøn afslutning på serien om Riley hvor Riley opdager at det ikke altid er lykken at få hvad man ønsker sig. Og at rejsen nogle gange er vigtigere end målet. Man føler med både Riley og Melissa som begge er fanget i fortiden, omend det for Melissa er hendes eget valg. Og man føler med Theocoles som på sin egen måde er ligeså tryllebundet som Riley af fortidens tilbedelse og derfor ikke opdager den sandhed der er lige foran ham. Bogen er absolut værd at læse, og for fans af serien er den ikke til at komme udenom.

Du kan læse mere om serien på forfatterens hjemmeside.


Ingen kommentarer: