InVincible er 2. bind i Sherrilyn Kenyons fantasyserie Chronicles of Nick.
Efter at have overlevet de levende zombiers angreb og reddet sin mor - uden hendes vidende - føler Nick at han er kommet ovenpå igen. Desværre viser det sig, at hans nye arbejdsgiver, Kyrian Hunter, ikke er helt så menneskelig som Nick troede. Kyrian er nemlig udødelig, og tilhører en gruppe overnaturlige mørkejægere kaldet DarkHunters. Efter det første chok går Nick modvilligt med til at blive ved med at arbejde for Kyrian. Noget der ikke huer hans mor, som ikke bryder sig om godgørenhed, og som iøvrigt er temmelig vred på Nick efter at han ved et uheld har fået hende fyret. Men Kyrian trækker i nogle tråde, og pludselig får Nicks mor arbejde i en klub kaldet Sanctuary. En klub hvor de fleste gæster og ansatte er varvæsener af en eller anden slags, og Døden selv arbejder i køkkenet. Alt dette ved Nicks mor dog ikke - hun er bare glad for at have fået et arbejde hvor hun kan beholde tøjet på!
Men Sanctuarys hemmelighed er ikke den eneste som Nick må holde fra sin mor. Også hans voksende evner til at se sandheden bag de overnaturlige væsener han møder må han holde hemmelige. Ikke mindst hans træner i nogle af disse evner, Døden selv, kaldet Grim, må han holde mund med.
Samtidig, i en fjern fremtid, følger en anden Nick, nu kaldet Ambrose, med i alt hvad der foregår i nutidens Nicks liv, desperat for at finde en måde hvorpå han kan ændre sin egen - og verdens - dystre skæbne. En måde, hvorpå han kan undgå at bukke under for hans dæmoniske side og de mørke kræfter som lidt efter lidt æder hans menneskelighed.
Men at ændre på fortiden er ikke uden konsekvenser. Og det er fortidens Nick der må betale prisen. Mens mørke skygger følger Nick hvor han går og står må han lære at bruge sine kræfter - og hurtigt hvis han skal overleve! Men det er ikke let.
Og hvilke motiver gemmer sig bag den ukendte pige Nekodas interesse i Nick?
2. bind er ligeså fuld af hæsblæsende action og humor som bind 1. Heldigvis er der flere bind på vej i serien så jeg behøves ikke at sige farvel til Nick endnu. Men det bliver svært at vente på at de næste bind udkommer.
Serien kan varmt anbefales!
Læs mere om serien på forfatterens hjemmeside.
1 kommentar:
Jeg kan simpelthen ikke huske, om jeg har fået sat den første bog i serien på min liste over bøger, jeg overvejer at læse, men nu har jeg i hvert fald noteret dette indlæg. Lyder som en spændende serier :-)
Send en kommentar