fredag den 11. marts 2011

Sjælefanger

Sjælefanger er 1. bind i Alyson Noëls nyeste serie, Riley Bloom. Serien er et spin-off af hendes serie De Udødelige, og handler om Evers lillesøster Riley, og hendes liv efter døden.

Riley er 12, da familien kører galt, og hun mister sin storesøster. For Ever overlever ulykken, mens Riley, deres forældre og hund dør, og krydser broen til efterlivet. Men efterlivet er slet ikke som Riley havde troet, og hun savner det jordiske liv og sin storesøster.
Da Riley får en opgave, og kommer i lære som Sjælefanger, er hun ekstatisk, for opgaven betyder, at hun kan vende tilbage til jorden. Okay, hun er stadig en ånd og usynlig, men alligevel. Riley er sikker på, at hun hurtigt kan overbevise spøgelset til at krydse broen, og dermed løse sin opgave, så hun kan tilbringe mere tid på jorden. Men ikke alle spøgelser ønsker at krydse over, og de giver da slet ikke op uden kamp! Riley og hendes guide Bodhi må bruge alle midler for at løse deres opgaver.

Bogen er hurtigt læst og rigtig god. Men hvis man ikke har læst bøgerne om Ever, vil der være ting man mangler at få forklaret. I modsætning til De Udødelige er bogen også fuld af humor, da historien fortælles fra en 12-årigs synsvinkel. Som supplement til De Udødelige er den et must, og den kan varmt anbefales.

Læs mere om serien på forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: