Darkside af Tom Becker er en ny fantasy-serie med masser af gys. Første bind, som bare hedder Darkside, handler om drengen Jonathan. Hans far har i mange år været psykisk syg, og skiftevis været indlagt på et sindssygehospital og hjemme. Han er besat af tanken om at genfinde Darkside. Da han denne gang bliver indlagt sker der underlige ting. Mærkelige folk følger efter Jonathan, folk bryder ind i huset og forsøger at komme ind i farens arbejdsværelse, og en dusørjæger forsøger at bortføre Jonathan. Hans far beder ham opsøge Carnegie, en privatdetektiv fra Darkside, og pludselig befinder Jonathan i Londons skyggeverden, Darkside. Stedet minder om Victoriatidens London med gaslamper og hestevogne, og er fyldt med mærkelige og farlige folk, samt monstre. Jonathan må nu kæmpe for at holde sig selv og hans far i live, og finde ud af mysteriet om hvad der skete med hans mor.
Bogen er rigtig god og spændende med masser af gys. Den minder både om Neil Gaimans Neverwhere med idéen om en skyggeverden under London, og om Robert Louis Stevensons
Dr. Jekyll og Mr. Hyde i tone og stemning. Den har også undertoner af Stephen Kings bøger. Bogen kan varmt anbefales. Man kan læse mere om serien og forfatteren på seriens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar