tirsdag den 22. oktober 2013

Fønixens hjerte

Fønixens hjerte er en fantasybog skrevet af Christina Ramskov.

Maria er en helt almindelig 16-årig - tror hun. For i virkeligheden er Maria datter af ærkeenglen Rafael, som forelskede sig i Marias mor. Maria bor sammen med sin mor og stedfar, og sin halvbror Peter. Hun går i gymnasiet, men hun og hendes venner er skolens outsidere, og selvom Maria er forelsket i den lækre Thomas har hun ikke de store chancer.
Men da Maria finder en mærkelig halskæde på loftet og tager den på, ændrer alt sig. For halskæden er i virkeligheden en magisk amulet kaldet Fønixens hjerte, og den der har den, er én af vogterne af ildens element. Amuletten ændrer Marias hårfarve, men det er ikke det eneste den ændrer. Pludselig har Maria mærkelige kræfter som hun må lære at kontrollere. Men ikke nok med det: der er andre der er ude efter Fønixens hjerte, og de vil gøre alt for at få fat i den.
Sammen med andre væsener med magiske kræfter må Maria tage på en farlig færd i den magiske verden for at finde ud af hvem der står bag angrebene på hende, og lære at styre de farlige kræfter hun nu besidder. Undervejs finder Maria også ud af hvem hun egentlig er. Men det er ikke helt ufarligt at være datter af en engel...

Spændende fantasyfortælling. Selvom sproget halter noget hist og her er det en rigtig god historie, og personerne er godt og levende beskrevet.

mandag den 21. oktober 2013

Prepper

Prepper er en dystopisk roman for unge skrevet af Lise Bidstrup.

Daniel har hele sit liv forberedt sig på jordens undergang, Hans forældre er preppere, og har oplært ham til at blive i stand til at overleve, når katastrofen sker, og jordens undergang indtræffer.
Men livet som prepper har også sat Daniel udenfor, for mens Daniels familie tror på at den store katastrofe er på vej, er omverdenen ikke forstående, og Daniel har næsten måttet leve et dobbeltliv mellem det almindelige ungdomsliv med kærester, druk og fester, og livet som prepper, hvor man er parat til at tage afsted så snart katastrofen indtræffer.
Så da katastrofen sker er Daniel parat. Sammen med sin familie og andre ligesindede tager han midt om natten afsted til Evac-House, den bunker prepperne har bygget udenfor byen, hvor de nu skal leve indtil katastrofen er overstået, og det igen er til at leve på jordens overflade.
Men selvom prepperne har forberedt sig, er der alligevel ting der ikke kan forberedes mod. Og én af de ting er de spændinger der hurtigt opstår når flere forskellige grupper er spærret inde på ganske lidt plads i lang tid ad gangen. Snart er det ikke til at sige hvor det er farligst at være: Inde i bunkeren eller udenfor. Og spændingerne går højt...

Spændende dystopisk fortælling om at leve i frygt hele tiden, og om at være udenfor. Og om at ligegyldigt hvor godt man forbereder sig, så kan man ikke forberede sig på alt. Bogen skifter mellem at fortælle om Daniels liv før og efter katastrofen, og det giver et levende portræt af en Daniel som er fanget mellem sine forældres liv som preppere og det almindelige ungdomsliv. Rigtig god bog som varmt kan anbefales.

Se også forfatterens flotte hjemmeside.

søndag den 29. september 2013

Usynlighed

Usynlighed er skrevet af Andrea Cremer og David Levithan.

Stephen er 16 år og blev født usynlig. Hele sit liv har han levet med forbandelsen, og han er blevet vant til at ingen kan se ham.
Men da Elizabeth og hendes familie flytter ind på samme etage ændrer alt sig. For Elizabeth kan se Stephen, og de to forelsker sig hurtigt i hinanden.
Da Elizabeth finder ud af at Stephen er usynlig, beslutter hun sig for at hjælpe ham og få forbandelsen hævet. Men det er ikke let, og i sin jagt på en løsning finder Elizabeth ud af at også hun er født anderledes. For Elizabeth har evnen til at kunne se forbandelser.
Men at hæve Stephens forbandelse kræver et opgør med forbanderen. Et opgør, som kan blive skæbnesvangert, og som kan koste både Elizabeth og Stephen livet...

Rigtig god og anderledes paranormal romance. Sproget er rigtig godt, og beskrivelserne af såvel Stephens som Elizabeths ensomhed er fantastisk godt skrevet. Bogen kan absolut anbefales.

Mystikeren

Mystikeren er 3. bind i Alyson Noëls serie Soul Seekers.

Daire vågner op i Oververdenen efter sin kamp mod Cade og er, til sin store forbavselse, stadig i live.
Daire er blevet helbredt af mystikeren Axel, men Axel har sine egne grunde til at helbrede Daire, og har ikke planer om bare at lade hende vende tilbage til Midtverdenen.
Daire er nødt til at vende tilbage til Midtverdenen hvis hun skal redde Dace og resten af verden fra Cade.
Men at redde Dace bliver ikke nemt, for Daces og Cades sjæle er vævet sammen, og at dræbe Cade vil også dræbe Dace. Og Daire er ikke meget for at skulle slå sin kæreste ihjel.
Daire må lære at bruge alle sine kræfter som søger hvis hun og Dace skal overleve. Men er kærligheden nok til at overvinde døden?

Spændende paranormal romance-serie med masser af magi og kærlighed. Lidt for meget new age-mystik for min smag, men bogen er godt skrevet, og for fans af serien er den et must.

søndag den 22. september 2013

Søsterpagt

Søsterpagt er 2.bind i Nicole Boyle Rødtnes´ trilogi Elverskud.

Birkes liv falder mere og mere fra hinanden. Efter Benjamins død og Azaleas rejse til elverne er Rosa og Birke flyttet ind i det gamle dansestudie i skoven. Rosa er tydeligt mærket af Benjamins død og trækker sig mere og mere ind i sig selv. Hun nægter at tale med pigernes far, og går ikke i skole.
Samtidig efterforsker politiet Benjamins forsvinden, og snart er pigernes far i søgelyset. Imens har Birke problemer med kæresten Malte. Hans mor efterforsker Benjamins forsvinden, og han begynder at stille flere og flere spørgsmål som Birke ikke kan svare på. Birke er nødt til at lære at bruge sine elverkræfter hvis hun skal undgå Maltes spørgsmål. Men elverblikket er farligt, og kan drive Malte til vanvid som det gjorde med Benjamin.
Og elverne presser stadig på for at få Rosa og Birke til at følge med til elverlandet. Men har de nu også rent mel i posen? Og hvad var Azaleas sygdom egentlig?

Spændende fortsættelse af en anderledes paranormal romance-serie. Bogen er absolut værd at læse, og jeg glæder mig allerede til sidste bind i serien.

torsdag den 5. september 2013

Julemandens død

Julemandens død af Kenneth Bøgh Andersen er en gyserfantasyfortælling i julekalenderbogsform.

Det burde være umuligt. Men den 1. december dør Julemanden. Myrdet. Og samtidig dræbes alle nisserne i Værkstedet. Med undtagelse af en enkelt nisse. Det lykkes Aruld at flygte på Rudalf - blandt menneskene kendt som rensdyret Rudolf - og han opsøger nu tvillingerne Frederik og Kathrine, som begge står på Julemandens artig-liste, for at få hjælp.
Han får dog mere hjælp end han regner med, da tvillingernes ven Jesper slutter sig til dem, og de 4 tager nu afsted for at redde julen, nisserne og Julemanden.
Men fjenden er stærk, og har sendt mørke væsener ud for at slå alle nisser i hele verden ihjel. Værkstedet har forvandlet sig til et mareridt, men alligevel har de 4 intet andet valg end at tage dertil. For kun i Værkstedet er der håb om at de kan finde dét der kan redde julen.
Men fjenden er overalt, og tiden er ikke på deres side. Eller er den?

Uden undtagelse den mest bloddryppende kalenderhistorie jeg nogensinde har læst. Blodet drypper fra siderne, og bogen er umulig at slippe og garanterer urolige nætter. Alligevel emmer bogen af magi og forfatterens fantastiske sprog efterlader alligevel én med følelsen af håb på trods af myrderierne - også selvom nerverne sitrer og det løber én koldt ned ad ryggen. På sin vis minder bogen om Chris Woodings Malice-serie som også er et gysende bekendtskab. Dog gemmer Julemandens død også på et filosofisk budskab, og har men læst Den Store Djævlekrig kan man kende mange af bogens bagvedliggende tanker og idéer. Bogen kan absolut anbefales - dog kun til folk med nerver af stål og sundt hjerte.

Se også forfatterens flotte hjemmeside.

lørdag den 31. august 2013

Paladin-profetien

Paladin-profetien af Mark Frost er en blanding af fantasy og science fiction.

Will har hele sit liv fået at vide af sine forældre, at han ikke må klare sig for godt og gøre opmærksom på sig selv. Han og hans forældre er flyttet hver gang der er gået 1 1/2 år, og Will har altid lært, at han ikke kan stole på nogen. Udover at være lynende intelligent har Will nemlig også mærkelige kræfter som kan ændre på folks tanker.
Da han ved et uheld kommer til at klare sig for godt til en prøve, bliver han tilbudt et stipendium til en eksklusiv kostskole kaldet Centeret. Samtidig opdager Will, at han bliver forfulgt af mærkelige mænd i en sort bil, og at der er noget helt galt med hans mor. Will må flygte hjemmefra, og skarpt forfulgt flygter han til Centeret.
Han opdager hurtigt at Centeret gemmer på sine egne hemmeligheder. Da Will og hans værelseskammerater falder over en ældgammel profeti som måske hænger sammen med Wills mærkelige kræfter og en tidligere elevs død, må Will forsøge at afdække de hemmeligheder og løgne der omgiver ham.
Men det er ikke ufarligt, og lige pludselig har Will masser af fjender...

Spændende actionpræget bog med masser af intriger, magi og science fiction. Bogen er solgt til filmatisering og er absolut værd at læse.
Se også forfatterens flotte hjemmeside.