lørdag den 29. marts 2014

Sjælesluger

Sjælesluger er 1. bind i steampunk-fantasyserien Soulless, skrevet af Gail Carriger.

Læs anmeldelsen på boggnasker.dk

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 23. marts 2014

Gregor og det tavse varsel

Gregor og det tavse varsel er 4. bind af Suzanne Collins´ fantasyserie Gregor i Underlandet.

Læs hele anmeldelsen på boggnasker.dk.

Se også forfatterens flotte hjemmeside.

onsdag den 19. marts 2014

Heksejagt

Heksejagt er 1. del af Kim Harrison´s fantasyserie The Hollows.

Efter en virus har dræbt det meste af verdens menneskelige befolkning trådte inderlænderne frem og bor nu side om side med de overlevende mennesker. Inderlænderne er de magiske folk: varvæsener, trolde, hekse og vampyrer, og de inderlændere der overtræder reglerne straffes hårdt af Inderland Security eller IS.
Rachel Morgan er heks og arbejder for IS som agent. Desværre har hun lagt sig ud med sin chef, og hun bestemmer sig derfor for at sige op. Før hun når at gøre det bliver hun dog fyret. Men det hjælper hende ikke. For samme dag siger IS´s stjerneagent op - og Rachel får skylden, Hendes tidligere chef sender snigmordere efter hende, og hendes eneste chance for at overleve er at få de øverste chefer til at indstille heksejagten. For at gøre det må hun løse en sag og fange en kriminel, som IS ikke har kunnet bure inde. Men det er ikke let, og heller ikke ufarligt, når IS´s snigmordere følger efter hende. Heldigvis har hun allierede i den levende vampyr Ivy og alfen Jenks, og de må tage alle kneb i brug hvis Rachel skal overleve.
Heksejagten er i gang...

Rigtig spændende fantasyfortælling á la Patricia Briggs´ Mercy-serie og Jim Butcher´s Dresden Files-serie. Der er masser af fart over feltet, og spændingen holder hele vejen igennem. Bogen emmer af magi, og universet bliver godt bredt ud. Rachels selvironiske humor gør at bogen ikke føles lang, selvom den er på lige godt 650 sider. Absolut værd at læse.

Læs mere om serien på forfatterens hjemmeside.

søndag den 16. februar 2014

Skyggebesværgelsen

Skyggebesværgelsen er 2. bind i Caro Kings serie om Nin.

Det er lykkedes Nin at redde sin lillebror og undslippe fra Rædslernes Hus, men faren er langtfra overstået. For Strood vil have hævn. Han vil ikke kun fange og dræbe Nin, han vil også udslette de sidste rester af De Syv Troldmænd. Noget, som i sidste ende vil udslette selve Celidon, når de sidste rester af magi bliver tilintetgjort. Mr. Strood laver, ved hjælp af sine afskyelige eksperimenter, en hær som skal dræbe de mennesker, grimm´er og eventyrlige der sætter sig op imod ham, og sender hæren afsted mod Hilfian, hvor oprørerne befinder sig.
Nin, Jonas, bøhmanden Skerridge og muddermanden Jik har kun én chance for at stoppe Mr. Strood: De må finde den sidste troldmand, Simeon Mørk, og overtale ham til at ende den besværgelse, som gjorde Strood udødelig. Men vejen er lang og farefuld, og Stroods styrker er lige i hælene på dem...

Spændende fortsættelse af serien om Nin. Bogen er fyldt med gys og magi, og handlingen går over stok og sten. Man kan ikke undgå at leve sig ind i Nins trængsler, ligesom man aldrig er i tvivl om at Strood er den onde. Har man læst Syv Troldmænd, er denne bog et must. Bogen og serien kan varmt anbefales.

torsdag den 13. februar 2014

Københavns skygger

Københavns skygger er en ny fantasyroman for unge og voksne fra 16 år. Bogen er skrevet under
pseudonymet Aspiciens Haufniensis, og udgivet som e-bog ved Saxo.com.

Thor er blevet optaget på historiestudiet ved Københavns Universitet. Men samtidig med optagelsesbrevet modtager han en mystisk invitation for russer af ekstraordinær begavelse. Da han møder op,. finder han ud af, at invitationen giver adgang til et sideløbende studium af noget, der kan kaldes magi. Thor bliver optaget, og skal nu lære at bruge sine evner som luminar, sideløbende med historiestudiet. For luminarerne eksisterer som et hemmeligt broderskab i den almindelige verden. Thor opdager snart, at Københavns historie gemmer på andet og mere end det han troede.
Men han finder også snart ud af, at det ikke er ufarligt at studere magi, og at magien har spillet en stor rolle i hans families liv.

Bogen er spændende, og idéen god. Sproget er nogle gange lige lovlig teoretisk, og bogen henvender sig da også mest til voksne. Men har man lyst til at læse en anderledes dansk fantasyroman er Københavns skygger et godt bud.
E-bogen kan købes her http://www.saxo.com/dk/koebenhavns-skygger_epub_9788740419603

søndag den 26. januar 2014

Syv troldmænd

Syv troldmænd er en fantasybog skrevet af Caro King, og er 1. del i serien om Nin.

Nin har aldrig brudt sig om onsdage, og da hendes lillebror Toby forsvinder bliver hun ikke gladere for dem. For Toby er blevet taget af Bøhmanden, og den eneste der kan huske ham, er Nin. Nin er fast besluttet på at redde Toby, så da Bøhmanden kommer efter hende, venter hun på ham. Men selvom Bøhmanden ikke fanger hende, har han alligevel voldt en del skade. For Nins familie kan ikke længere huske hvem hun er. Nin har derfor ikke andre muligheder end at tage afsted til det rige hvorfra Bøhmanden kommer hvis hun skal redde sin bror - og sig selv. Men Overdrevet er et farligt sted, hvor kun de ondeste magiske væsener stadig lever, efter en mystisk pest for mange år siden slog de andre ihjel. Heldigvis møder Nin Jonas, en dreng, som også er blevet stjålet af en Bøhmand, og som hjælper hende på hendes rejse mod Rædslernes Hus, hvor den mystiske Mr. Strood regerer, og hvortil Bøhmændene tager de børn de fanger. Undervejs lærer Nin mere om Overdrevet og De Syv Troldmænd, der som de eneste troldmænd overlevede pesten, selvom de ikke længere er troldmænd.
Men Bøhmanden Skerridge er lige i hælene på dem, for Nin er det eneste barn der nogensinde er sluppet fra ham, og det vil han  ikke finde sig i. Og forude venter opgøret med Mr. Strood.

Spændende fantasyfortælling med masser af uhygge og magi om et fantasyland hvor magien er ved at forsvinde. Nin er godt beskrevet, og man kan ikke undgå at leve sig ind i hendes farlige rejse for at redde Toby. Absolut værd at læse.

torsdag den 5. december 2013

Gregor og blodets forbandelse

Gregor og blodets forbandelse er 3. bind af Suzanne Collins´ fantasyserie om Gregor i Underlandet.


Hele anmeldelsen kan læses på www.boggnasker.dk