Læseplan for 2018

For tredje gang forsøger jeg mig med en læseplan for det kommende år. Jeg kan godt lide idéen om forskellige læsetemaer, og selvom det ikke altid lykkes, så hjælper det mig til at få læst nogle af de bøger jeg har stående på reolen, hvilket da også er formålet med det hele. 
Da jeg for størstedelens vedkommende anmelder fantasybøger på bloggen er det med den genre in mente at planen er udarbejdet. Det betyder også, at det ikke er alle de bøger jeg læser i løbet af året der bliver anmeldt på bloggen, men den komplette liste over årets bøger kan ses på min Goodreads-side så I kan få et hurtigt overblik over min fremgang i løbet af året.
Igen i år deltager jeg i Goodreads-læseudfordringen. I år har jeg sat læsemålet til 130 bøger, hvilket ligger et sted mellem årets læsemål på 120, hvilket var lige lavt nok sat, og 2016s læsemål på 150, hvilket gerne skulle give plads til nogle af de lidt tykkere bøger, og samtidig motivere mig til at få læst lidt mere end i år, hvor jeg nåede mit læsemål allerede i oktober, og derefter gik lidt i dvale. Jeg tæller kun "rigtige" bøger med i læseudfordringen, så tegneserier og graphic novels vil kun figurere på de forskellige måneders læsestatus. 
Jeg har igen i 2018 planer om at deltage i både Dewey´s 24 Hour Readathon og TomeTopple, hvis det passer ind i min kalender, men har pt. ikke planer om at deltage i andre læseudfordringer. 
Jeg har nemlig i år planlagt mine egne læseudfordringer. 

Den ene består i at få læst nogle af de mange serier jeg er i gang med færdige - eller i hvert fald de af bøgerne jeg selv har, og som stadig står ulæste i reolerne. Jeg har smidt serietitlerne på 31 serier ned i et glas, og vil hver måned trække en serie op fra glasset, som jeg skal læse videre i. Nogle af serierne mangler jeg så mange bind i, at det er urealistisk at nå at blive færdig med serien på en måned, og jeg må derfor gerne smide sedlen tilbage i glasset, hvis jeg ikke når at blive færdig med den. Skulle jeg trække en serie som passer til den efterfølgende måneds læsetema må jeg gerne udskyde serien en måned, og trække en anden seddel i stedet for. Enkelte serier er det så lang tid siden jeg har læst, at jeg nok bliver nødt til at genlæse de første bind, men forhåbentlig kan jeg huske hvor jeg er kommet til i de fleste serier. Jeg har friholdt enkelte serier fra glasset. Det gælder Dark-Hunter-serien af Sherrilyn Kenyon, hvor jeg mangler så mange bind at det vil være urealistisk at nå dem på en måned, og så to serier, som jeg har mistet interessen for, og overvejer at skille mig af med, nemlig Cassandra Clares The Mortal Instruments og Sarah J. Maas´ Throne of Glass. Jeg ville aldrig få læst de to sidstnævnte hvis jeg trak dem op af glasset, og derfor kan jeg ligeså godt lade være med at lade dem indgå. Jeg har også valgt ikke at smide anmeldereksemplarer i glasset, da de gerne skulle læses snarest, og det derfor ikke giver mening at putte dem i glasset. Skulle jeg få lyst til, i årets løb, at læse videre i en serie som befinder sig i glasset uden at have trukket den, er det ikke forbudt. Bliver jeg færdig med serien, og trækker sedlen senere, trækker jeg bare en ny seddel i stedet for. 

Min anden læseudfordring er kraftigt inspireret af BooksandLalas Closet Unhaul. Jeg har fundet 9 bøger på reolen som jeg har haft stående ulæst i over to år - de fleste af dem endnu længere - og som jeg vil have læst i årets løb. Det er bøger som enten er stand alones, eller som jeg ikke ejer flere bind af i serien (med en enkelt undtagelse), og som jeg har købt enten på bogudsalg eller på biblioteket. Får jeg ikke læst dem i løbet af i år, ryger de ud. 
Bøgerne er:

Cornish, D.M.: Hittebarnet (Monsterblod 1)
Købt på biblioteket. 

Funke, Cornelia: Reckless (Reckless 1)
Købt på bogudsalg. 

Gardner, Sally: Jeg, Coriander
Købt på bogudsalg. 

Hoff, Kasper: Solbarnet
Præmie fra Forlaget Facet i 2015.

Ibbotson, Eva: Den hemmelige mission
Købt på bogudsalg. 

Lyderik, Jan: Alene på vej og Vejen til Kanta (Tangs saga 1+2)
Købt på biblioteket. 

Miéville, China: Non Lon Don (1+2)
Købt på bogudsalg. 

Taylor, G.P.: Skyggemaner
Købt på bogudsalg. 

Derudover fortsætter jeg med mine læsetemaer. Nogle af læsetemaerne er nye, mens andre går igen fra de forrige år. Igen i år friholdes september på grund af Fantasyfestivalen, da jeg ved at det er begrænset hvad jeg får læst i den måned. 
Læsetemaerne for 2018 er:

December - High fantasy
November - Dansk fantasy
Oktober - Urban fantasy
September - Friholdt på grund af Fantasyfestivalen i Esbjerg
August - Opvarmning til Fantasyfestivalen
Juli - Blandede genrer
Juni - Feer
Maj - Antihelte
April - Trolde og gobliner
Marts - Magi
Februar - Science fiction og dystopi
Januar - Serier

Jeg har forsøgt i år at gøre temaerne så brede som muligt, men dog samtidig gøre dem forskellige, i håbet om at det så bliver nemmere at overholde dem. Men nu får vi se hvordan det går. 

Udover læseudfordringer vil jeg gå videre med mine Top 10-Lister, som desværre har ligget noget stille. Målet er en ny liste hver anden måned - hver måned er simpelthen for meget, da de tager temmelig lang tid at lave - og så får vi se hvordan det går. Jeg har i hvert fald masser af idéer til listerne. 
Jeg fortsætter med at lave statusindlæg hver måned, og her fortæller jeg også hvordan det går med de forskellige læseudfordringer. Jeg synes indlæggene fungerer godt, og de er i hvert fald med til at give mig et overblik over hvordan læsemåneden er gået. 
Jeg fortsætter også med at lave månedlige Book Hauls i 2018. Det er en god måde for mig at få overblik over hvor mange nye bøger jeg egentlig får ind ad døren, og jeg kan se på statistikken, at det også er nogle indlæg der bliver læst meget. Jeg håber stadig at få begrænset mit bogkøb, så jeg faktisk også kan nå at få bøgerne læst, men nu får vi se hvordan det kommer til at gå. 
Derudover håber jeg at få tid til at genlæse nogle af mine yndlingsbøger i løbet af året. For selvom jeg får mange nye spændende bøger ind ad døren, så vil jeg også gerne kunne genopdage magien i de gamle. 

Hvordan det kommer til at gå med to boglige udfordringer plus læsetemaer må tiden vise. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang. 

Ingen kommentarer: