lørdag den 22. juni 2013

Afvigeren

Afvigeren er 1. del af Divergent-trilogien af Veronica Roth.

I fremtiden er samfundet opdelt i 5 faktioner: Puritanerne, Sanddru, Pacifisterne, Intelligentsia og Skytsenglene. Som 16-årig skal alle træffe et valg om hvilken faktion man vil tilhøre. Og vælger man en anden faktion end den man er opvokset i ser man aldrig sin familie igen.
16-årige Beatrice, som er opvokset som puritaner, får, under egnethedsprøverne, at vide at hun er Divergent - afviger. Det vil sige, at hun ikke passer ind i nogen af faktionerne, og derfor selv må træffe sit valg. Men at være afviger er farligt, for at træffe valg som ikke passer ind i faktionerne kan få én slået ihjel.
Beatrice vælger at slutte sig til skytsenglenes faktion, og må nu igennem det benhårde og livsfarlige introduktionsprogram. Hun vælger et nyt navn, Tris. Hos skytsenglene møder hun Tobias som, ligesom hende, har tilsluttet sig skytsenglene selvom han er vokset op blandt puritanerne.
Snart går det dog op for Tris at der er noget helt galt, og at oprøret ulmer blandt faktionerne. Da Tobias ændrer sig, og puritanere bliver dræbt, må Tris finde ud af hvem hun egentlig er - og hvad hendes familie betyder for hende.

Spændende og tankevækkende science fiction om at være anderledes og prøve at passe ind. Og om at finde ud af hvem man egentlig er. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind. Divergent-trilogien er iøvrigt ved at blive filmatiseret.

Læs mere om serien på forfatterens blog.

Ingen kommentarer: