onsdag den 1. april 2026

Læsestatus for marts

Så blev det april, og årets første kvartal er officielt slut. Ret vildt at tænke på, at en fjerdedel af 2026 allerede er gået.
Marts var på mange måder bedre end februar, selvom heller ikke denne måned bød på megen læsning. Jeg startede måneden ud med de sidste efterveer af februars influenza, og fulgte op med et enkelt migræneanfald og en akut tandlægetid med en knækket tand. Forhåbentlig er april bedre for helbredet end de sidste par måneder, for jeg er godt nok træt af at være syg. 
Arbejdsmæssigt fyldte Fantasyfestivalen det meste, og travlheden fortsætter ind i april. Derudover bød måneden på møder, kursusforløb og lørdagsvagt. 
På hjemmefronten blev det til et par småprojekter derhjemme, servicetjek på bilen, skønne gåture i solskinnet og et hyggeligt besøg af mine forældre.
Læsning var der til gengæld ikke så meget af i marts. Heller ikke i denne måned fik jeg gennemført serieudfordringen, og jeg er nu bagud med samtlige læseudfordringer og -mål. Forhåbentlig vender det i april, så jeg ikke halter bagud hele året. 

Jeg fik kun læst en enkelt bog i marts. Til gengæld var jeg så vild med den, at jeg skyndte mig at bestille næste bind hjem, da jeg var færdig med den. 
Bogen var: 

Alexis Hall: Kærestepotentiale (London Calling 1)
Serien er påbegyndt. 

Derudover fik jeg læst 11 tegneserier, hvoraf de 9 var genlæsninger. 
Tegneserierne var:

Jim Davis:
Garfield går på med krum hals (Garfield 25)
Med hånden på hjertet (Garfield 26)
Det er tanken, der tæller (Garfield 27)
Garfield nyder udsigten (Garfield 31)
Kattens kværn (Garfield 32)
Kattevagten (Garfield 33)
Picatto (Garfield 35)
Femti, nemli'! (Garfield 50)
Spise med grise (Garfield 59)
Alle var genlæsninger. 

Jonas Doctor: Legenden om Ridder Ivan (Eventyr fra Riget Langt Borte 1)
Serien er påbegyndt. 

Ers og Dugomier: De uregerlige (Hell School 3)
Serien er slut. 

I alt fik jeg læst 1 bog og 11 tegneserier. Heraf var 9 genlæsninger og 1 fra biblioteket. Jeg fik påbegyndt 2 serier og afsluttet 1 serie. 
I april håber jeg at få gang i læsningen igen, og har et temmelig vildt projekt i tankerne til at hjælpe mig på vej. Jeg vil nemlig forsøge at læse 30 bøger på 30 dage. Noget, jeg langt fra er sikker på, jeg kan gennemføre, men som jeg håber, kan motivere mig til at fokusere på læsningen. Jeg har også planer om at deltage i forårets udgave af Dewey's 24 Hour Readathon, hvilket også burde hjælpe på motivationen. 
Månedens serie fra seriekrukken er Legendens ridder af Jeanette Sigtenborg, hvilket er glimrende timing, da jeg allerede er i gang med at læse andet bind. Jeg håber også endelig at kunne få færdiglæst nogle af de bøger, jeg har været i gang med gennem længere tid, og få gjort et indhug i min dårlige samvittighed aka stakken af anmeldereksemplarer. 
Derudover byder april på påskeferie, havearbejde, forskellige indendørs projekter, læsekredsmøde og mere festivalplanlægning.