Krampus er 3. og sidste bind af fantasygysertrilogien
Skygger, skrevet af Timo Parvela og illustreret af Pasi Pitkänen.
Pete og Sara er flygtet fra Auroria til menneskenes verden. Med sig har de skyggesyersken Uudit og den allersidste rest af den gamle julemand i form af to bjælder.
Men ikke alt er, som det skal være, i menneskenes verden. Skyggefyrsten Krampus er fulgt efter dem, og hans magt vokser dag for dag. Kun hvis det lykkes for Pete, Sara og Uudit at finde den nye julemand, kan hadet og Krampus' magt overvindes. Men er det overhovedet muligt at stoppe skyggerne?
Jeg var vild med de første to bind i serien, og selvom slutningen for mig ikke helt levede op til sine forgængere, så blev jeg ikke skuffet.
Sproget er enkelt, letlæst og flydende, med levende og billedrige beskrivelser, der hjælpes godt på vej af de fantastiske og dystre illustrationer. Forfatter og illustrator formår at fremmane en gysende, iskold stemning, og som læser sidder man på kanten af stolen hele bogen igennem.
Universet er mørkt og dystert, og omfavner i den grad julens mørke side, og de farlige væsener, der følger med. Her er nisserne ikke lattermilde og hjælpsomme, men snedige, luskede og ikke til at stole på, og mistro og had trives blandt skyggernes kulde.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og bogen er uhyggeligt spændende. Historien er fyldt med gys, magi, krig, had, skygger, fordomme, overnaturlige væsener, intriger, hemmeligheder og ondskab, men også med håb, venskab og kærlighed. Det er et meget anderledes take på julemanden og den nordiske folketro, og bogen får på fin vis samlet trådene fra de første bind i serien, selvom det af og til går lidt for hurtigt.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og især de tre hovedpersoner, Pete, Sara og Uudit, lærer vi rigtig godt at kende. De tre har udviklet sig en del undervejs, og det er spændende at se, hvordan de er vokset undervejs. Pete er modig, og har et stort hjerte. Han er blevet bedre til at tøjle sin impulsivitet, selvom den stadig dukker op nu og da. Sara er mere skeptisk og forsigtig, men er blevet mindre tilbageholdende, og man kan virkelig mærke dybden af det venskab, der binder de to sammen. Uudit har løsrevet sig fra Skyggefyrsten, og forsøger nu at rette op på sine fejltagelser ved at finde den nye julemand. Hun er blevet mere mistroisk, men forsøger at stole på Pete og Sara, og finde ud af, hvordan hendes kræfter kan bruges til at bekæmpe Krampus og skyggerne. Af bipersoner elsker jeg stadig at hade Elpiö, Krampus' luskede, manipulerende og ondskabsfulde hjælper, mens jeg stadig holder meget af vætterne Boris og Isabella. Og så har Elmar udviklet sig en del fra jeg først mødte ham. Synsvinklen skifter denne gang mellem Pete, Sara, Uudit, Elpiö og Elmar, og det fungerer rigtig godt, da vi på den måde oplever historien fra flere sider, og både lærer, hvad der sker i Auroria, og hvad Krampus planlægger.
Derudover er jeg nødt til at nævne både bogens utroligt smukke forside, og de mange stemningsfulde og ildevarslende illustrationer, der fylder bogen. De er med til at give såvel historie som univers liv, og fremmane bogens gysende stemning. Tekst og illustrationer supplerer hinanden perfekt, og man kan mærke, at forfatter og illustrator har været gode til at give hinanden plads.
Er man fan af serien, må man ikke snyde sig selv for slutningen. Og har man ikke kastet sig over serien endnu, er det bare med at komme i gang. For selvom serien er skrevet til børn, vil den voksne læser sagtens kunne nyde den og gyse med. Trænger man til et afbræk fra søde nisser, julehygge og rare julemænd, så kan serien her kun anbefales. Jeg er fan.
