torsdag den 1. august 2024

Læsestatus for juli

Så blev det august, og tid til at tage afsked med juli. 
En måned, der bød på en tiltrængt sommerferie, havearbejde og ekstravagter, men desværre ikke helt så megen læsning, som jeg havde håbet. 
Jeg holdt ferie de første tre uger af måneden, og startede ud med en 6-dages tur til London med mine forældre. En helt fantastisk tur fyldt med indtryk, hygge og afslapning, hvor vi blandt andet var på British Museum (en årelang drøm fra min side) og kunstmuseet Tate Britain, besøgte King's Cross og Platform 9 3/4, var på sightseeing-bustur i byen, fik ægte high tea og, ikke mindst, var i teatret og se Phantom of the Opera, som var en kæmpeoplevelse, trods højdeskrækanfald. 
Resten af ferien blev tilbragt hjemme med havearbejde og forskellige småprojekter, desværre forstyrret af et mindre maveonde, jeg fik med mig hjem fra London. 
Tilbage på arbejdet efter ferien stod den på festivalarbejde og ekstravagter på et atypisk for juli travlt bibliotek. Det begynder at kunne mærkes, at der nu kun er 6 uger til festivalen, og jeg får kun mere travlt i den kommende tid. 
Læsemæssigt blev det ikke til så meget som ønsket. Jeg deltog i et enkelt readathon, The Final Book Support Group Readathon, der desværre faldt sammen med den uge, jeg vendte tilbage til arbejdet efter ferien, hvilket betød, at jeg ikke fik læst ret meget, selvom det lykkedes mig at gennemføre. Jeg holdt pause fra mine læseudfordringer, med undtagelse af hjul-udfordringen på min telefon, som jeg dog aldrig kom i gang med. Jeg fik ikke læst et eneste anmeldereksemplar, men til gengæld lykkedes det mig at få afsluttet en enkelt serie. Ellers stod den på lyst- og genlæsning. 
Og så er det vist tid til at få vist frem, hvad jeg fik læst i juli. 

Fra reolerne fik jeg læst 4 bøger. 
De var:

Sarah Jio: Kærlig hilsen fra London

M. C. Beaton:
Agatha Raisin og mordet i haveselskabet (Agatha Raisins Cotswoldsmysterier 3)
Agatha Raisin og en livsfarlig spadseretur (Agatha Raisins Cotswoldsmysterier 4)
Serien er i gang.

Michael Kamp: Kokainer

Jeg fik også genlæst 2 bøger, nemlig:

D. E. Stevenson:
Røre i Andedammen (Miss Buncle 1)
Miss Buncle Married (Miss Buncle 2)

Det blev kun til 2 graphic novels/tegneserier i forbindelse med The Final Book Support Group Readathon.
De var:

Roger Leloup: Ørnen fra det skotske højland (Yoko Tsuno 31)
Serien er ajour.

Kazu Kibuishi: Bølgerytter (Amulet 9)
Serien er slut. 

Derudover fik jeg læst en lille stak tegneserier. 6 styk blev det til, nemlig:

Franquin:
Viggo - Kviks kontorbud (Vakse Viggo 1)
Viggo kobler fra (Vakse Viggo 2)
Mesterkokken Viggo (Vakse Viggo 3)
Det var kattens, Viggo (Vakse Viggo 4)

Delaf: Viggo vender tilbage (Vakse Viggo 22)

Goscinny og Uderzo: Cæsars laurbær (Asterix 18)

I alt fik jeg læst 6 bøger og 8 tegneserier/graphic novels. Af dem var 2 genlæsninger og 1 på engelsk. Jeg fik afsluttet en serie, kom ajour med en anden, og fortsatte med en anden. 
I august holder jeg pause fra læseudfordringerne, da jeg ved, at jeg får travlt, og næppe får læst ret meget. Jeg håber dog, at jeg får færdiglæst nogle af de bøger, jeg er i gang med, og får gjort et indhug i bunken af anmeldereksemplarer. Måske med hjælp fra hjulet på min telefon? Og så skal jeg også gerne have læst den næste bog til fantasylæsekredsen. 
Derudover byder måneden på ekstravagter, festivalarbejde, lørdagsvagt og møder, foruden havearbejde, småprojekter inde og ude, og måske en biograftur. 

Ingen kommentarer: