Waistcoats & Weaponry

Waistcoats & Weaponry er 3. bind i steampunk-serien Finishing School, skrevet af Gail Carriger. 

Sophronia er i den grad faldet til på skolen, og hendes studier i spionage, snigmord og forførelse skrider godt frem. Godt nok er hun ikke helt sikker på forførelsesdelen, og hendes følelser for kulskovleren Soap og hertugsønnen Felix gør kun det hele endnu mere indviklet. 
Da hendes gode veninde Sidheag modtager dårlige nyheder fra familien, bliver det startskuddet på endnu et eventyr for Sophronia og hendes venner. Forræderi, magtbegær og politiske intriger spidser til, og før hun får set sig om, befinder Sophronia sig ombord på et tog med vampyrdroner, forfulgt af Pickelmen og luftpirater, der hver især har deres egne motiver. Og snart står Sophronia over for et valg, der kan afgøre ikke bare hendes egen, men også hendes venners, fremtid. 

Jeg har elsket alt, hvad jeg har læst af Gail Carriger, og selvom denne serie ikke er min yndlings, så nød jeg at være tilbage i universet. Når det så er sagt, så er bind tre faktisk det bedste i serien indtil videre. Ikke mindst fordi der i dette bind trækkes flere tråde til personer og handlinger i The Parasol Protectorate-serien, hvilket var virkelig sjovt. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, masser af humor, og dialoger, der emmer af britisk overklassehøflighed. 
Universet er gennemført og velkendt, og jeg elsker blandingen af varulve, vampyrer, dampstyrede robotter, luftskibe og engelsk overklasseliv, komplet med en skole for adelige kommende mandlige superskurke og kvindelige spioner og snigmordere. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists og action, og et hæsblæsende højt tempo, der gør, at man som læser ikke keder sig et eneste øjeblik. Historien er spændende, og fyldt med luftskibe, varulve, vampyrer, kostskoleliv, mekaniske dyr, politiske intriger, forræderi, forelskelse, spionage og venskab, krydret med baller, hemmeligheder, familiekonflikter, mod og masser af te. 
Personerne er levende og menneskelige, og som læser kan man virkelig mærke, hvordan de har udviklet sig og fået flere nuancer for hvert bind. Sophronia er intelligent, modig og nysgerrig, men har en tendens til at være lidt for impulsiv, hvilket ofte får hende i problemer. Hun har svært ved at finde ud af, hvad hun vil med sin fremtid, og ikke mindst sine følelser over for den socialt uacceptable Soap og den politisk problematiske hertugsøn Felix, hvis far ikke er til at stole på. Heldigvis har hun sine venner, som hun er parat til at gå igennem ild og vand for. Hendes to veninder, Dimity og Sidheag, supplerer hende og hinanden godt. Dimity er loyal, modig og optaget af at holde på formerne. Men selvom hun hellere vil giftes end spionere, så afholder det hende ikke fra at stille op, når det gælder. Heller ikke selvom hun ikke tåler blod. Sidheag er godt nok adelig, men holder bestemt ikke på formerne, efter at være vokset op i et varulvekobbel. Hun er modig og loyal over for sin familie, og især den familie, hun vælger. Selvom hun kan virke kort for hovedet, så er hun også intelligent, og kan tænke hurtigt, når det gælder. Af andre bipersoner er der Soap, hvis følelser og loyalitet over for Sophronia giver ham en del problemer, og hertugsønnen Felix, som er vant til at få, hvad han peger på, og som er betaget af Sophronia måske netop fordi hun giver ham modspil. 
Waistcoats & Weaponry var en virkelig godt fortsættelse til serien, og jeg nød at være tilbage i universet og sammen med Sophronia igen. Forfatterens blanding af humor, britisk overklasseliv og det overnaturlige fungerer virkelig godt for mig, og jeg glæder mig allerede til at læse sidste bind i serien. Var man fan af de tidligere bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og er man til steampunk med paranormale elementer og britisk humor, kan jeg kun anbefale, at man giver sig i kast med serien. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Edderkoppedronningen

Edderkoppedronningen er 2. bind af højtlæsningsserien Liljas eventyr, skrevet af Josefine Ottesen. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Alfeprinsessen Lilja elsker at tage på eventyr og flyve rundt sammen med sine alfevenner. Hun bor ved Nøkkerosesøen sammen med sin far, alfekongen, og vil hellere lege end at gå i skole. 
En dag, da Lilja leger med sine venner, kommer to af dem, Myssa og Iris, op at skændes. Myssa elsker at fortælle historier, og da hun fortæller om den mystiske Edderkoppedronning, bliver Iris bange, og flyver hjem. Dagen efter kommer de to op at skændes igen, og Myssa beslutter sig for at flyve med edderkopperne og deres historiespind, for at opsøge Edderkoppedronningen. 
Men det er ikke ufarligt for en alf at forlade søen og sollyset, og ingen ved, hvordan Edderkoppedronningen vil reagere. Derfor bestemmer Lilja sig for at redde Myssa, sammen med moslingen Mossi, Iris og Mus. 
Kan de fire venner overvinde deres frygt og uenigheder længe nok, til at redde Myssa? Og hvad med Edderkoppedronningen? 

Edderkoppedronningen er endnu en skøn højtlæsningsbog fra Josefine Ottesens hånd, og jeg nød gensynet med Lilja og hendes venner. 
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser, velfungerende dialoger, og en helt særlig varme og charme, som kendetegner Ottesens højtlæsningsbøger. Selvom sproget er letforståeligt, bliver det aldrig ensformigt eller kedeligt, og man kan mærke, at forfatteren tager sin målgruppe alvorligt. 
Universet vækker naturen til live, og forfatteren formår at putte fakta om de forskellige insekter, frøer og andre smådyr ind i historien på en sådan måde, at man som læser også lærer noget undervejs, uden det gør læsningen kedelig eller lærebogsagtig. Udover de mange virkelige dyr er bogen også fuld af magiske væsener som alfer og moslinger, hvilket tilføjer et strejf af magi til universet. 
Handlingen er spændende og godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og historien er fyldt med alfer, nysgerrighed, eventyrlyst, farer, mod og venskab, krydret med skoleliv, dril og frygt. Først og fremmest er det dog en historie om at være en god ven, fortællelyst, og at overvinde sin egen frygt. 
Personerne er levende og realistiske, og umulige ikke at holde af. Hovedpersonen Lilja er nysgerrig, eventyrlysten og modig, men handler indimellem lidt for impulsivt, ligesom hun ikke altid tænker sig om, og derfor kommer til at såre sine venner. Selvom hun irriterede mig en smule undervejs, så har hun hjertet på rette sted, hvilket gjorde, at jeg alligevel ikke kunne lade være med at holde af hende. Af bipersonerne holdt jeg især af Iris. Hun er den stille pige i klassen, videbegærlig og dygtig, men også forsigtig og frygtsom, og så har hun et godt hjerte. Jeg kunne også godt lide moslingen Mossi, som hellere vil lege med Lilja end arbejde, og Liljas frøvagter Kvæk og Kvak, der tilføjer en god del humor til fortællingen. Myssa irriterede mig til gengæld en smule, både på grund af den måde, hun driller Iris, men også fordi hun til tider virker lidt vel selvcentreret. Men det var en mindre detalje. 
Sidst, men absolut ikke mindst, er der bogens mange vidunderlige illustrationer. Bodil Bang Heinemeier har illustreret bogen, og har i den grad fanget både personerne og historiens kerne. Det er svært ikke at forsvinde ind i illustrationerne og forestille sig, at man befinder sig ved en idyllisk sø med svirrende insekter på en varm sommerdag. Og farvevalget bidrager til illusionen, med klare og varme nuancer. Bogen indeholder, udover de mange illustrationer, også et kort over Nøkkerosesøen foran og bagi bogen, samt noder og tekst til Liljas sang, og en QR-kode, hvor man kan høre sangen. 
Alt i alt var Edderkoppedronningen en dejlig læseoplevelse, og der er ingen tvivl om, at bogen vil begejstre både børn og deres voksne oplæsere. Var man fan af første bind i serien, må man ikke snyde sig selv for fortsættelsen, og jeg glæder mig allerede, til sidste bind i serien udkommer. 

Se også forfatterens hjemmesidehjemmeside. 

The Ogre of Oglefort

The Ogre of Oglefort er en fantasybog skrevet af Eva Ibbotson. 

Hvert år samles verdens overnaturlige væsener for at drage på en mission, der kræver magiske evner. Det plejer at være en fredelig affære, men det ændrer sig, da selveste Nornerne dukker op, for at vælge, hvem der skal løse dette års mission. En mission, der er noget udover det sædvanlige, og langt farligere end forventet. De udvalgte skal nemlig tage kampen op mod den frygtelige ogre fra Oglefort for at befri en prinsesse. Uheldigvis er årets udvalgte en noget aparte flok: En sumpheks med en oprørsk familiar og en menneskedreng uden magiske evner som afløser, en trold, og en temmelig håbløs troldmand med morkomplekser bliver sendt afsted for at redde prinsessen. Men hvad gør de, når prinsessen ikke ønsker at blive reddet, og den fjende, de står over for, har fået et nervøst sammenbrud?

Jeg elsker Eva Ibbotsons middle grade fantasybøger, og har genlæst mange af dem flere gange. Men The Ogre of Oglefort havde jeg ikke læst før, og derfor var jeg også spændt på, om den kunne leve op til hendes andre bøger. Heldigvis blev jeg ikke skuffet, for jeg var ret vild med bogen. 
Sproget er letlæst, flydende og levende, med masser af humor, og beskrivelserne er både morsomme og livagtige. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, når forfatteren vender fantasyklicheerne på hovedet, og giver dem sit eget originale spind. Historien er spændende, og fyldt med magi, overnaturlige væsener, forældreløse børn, talende dyr, en ogre med nervøst sammenbrud, spøgelser, prinsesser og prinser, krydret med masser af action, magiske uheld, litterære og mytologiske referencer, miljøbekæmpelse og naturbevaring. Tilsammen udgør delene en hjertevarm, sjov og tankevækkende fortælling, som jeg fløj igennem. 
Personerne er menneskelige, nuancerede og umulige ikke at holde af. Drengen Ivo er intelligent, nysgerrig, modig og hjælpsom, og drømmer om et liv langt væk fra børnehjemmet. Sumpheksen er hjælpsom og forsøger bare at overleve i en verden langt fra sumpen. Trolden Ulf savner sin barndoms svenske skove, og hader sit liv i byen. Og troldmanden Brian er fanget i sin mors forventninger og ønsker, og har slet ikke lyst til at være troldmand. Og så er der ogren, som er ulykkelig, syg, og bare vil have lov at dø i fred, og prinsesse Mirella, som ikke har spor lyst til at være prinsesse og gifte sig med en prins, eller blive reddet fra ogren. Udover dem er der et væld af mindre bipersoner, som alle har en tydelig stemme, og dukker op i mere eller mindre grad undervejs. 
The Ogre of Oglefort var en skøn læseoplevelse, og ligeså hjertevarm, sjov og tankevækkende som forfatterens andre bøger. Forfatteren vender endnu en gang klicheerne på hovedet, ligesom forældreløse børn og miljøtemaet går igen i forfatterskabet, men alligevel er The Ogre of Oglefort en original og spændende historie. Er man fan af Ibbotsons fortællestil eller elsker man middle grade fantasy, kan bogen her kun anbefales. 

Læsestatus for maj

Maj blev en måned med lige dele sol og regn, og sommervarme dage. Det var en måned med flere miniferier omkring helligdage, havearbejde, og småprojekter i huset. 
Arbejdsmæssigt fylder Fantasyfestivalen mere og mere, og programlægning, udarbejdelse af standplan og SoMe var kun nogle af de opgaver, jeg havde travlt med. Derudover bød maj også på lørdagsvagt og ekstravagter, møder, og alt det andet, der foregår bag kulisserne på et bibliotek. 

Læsemæssigt var maj dog ikke den store succes, trods miniferierne. Jeg havde planlagt at deltage i The Final Book Support Group Readathon i starten af måneden, men kom aldrig i gang med min TBR, og resten af måneden blev ikke meget bedre, selvom jeg da fik læst lidt. 

Heller ikke i maj fik jeg gang i at bruge hjulet på min telefon til at udvælge anmeldereksemplarer, og jeg kom ikke videre med nogle af mine læseudfordringer. Jeg har dog ikke opgivet håbet endnu, og satser på snart at få gang i dem igen. 

Og hvad fik jeg så læst i maj? Det kommer jeg til nu.

I maj fik jeg læst en enkelt nyanskaffelse, skrevet af en af mine yndlingsforfattere.

Bogen var:

Gabriel García Márquez: Vi ses i august

Det blev også til 3 genlæsninger af en anden yndlingsforfatters bøger, nemlig:

Dorothy L. Sayers:

Peter Wimsey i Oxford (Peter Wimsey 10)

Peter Wimseys hvedebrødsdage (Peter Wimsey 11)

Dorothy L. Sayers og Jill Paton Walsh: Adel forpligter (Peter Wimsey 12)

Derudover fik jeg læst 16 tegneserier. 

De var:

Jim Davis:

Surt show! (Garfield 10)

Garfields 10. år (Garfield 11)

Garfield træder i spinaten (Garfield 12)

Ulykkesfuglen (Garfield 13)

Garfield rabler videre (Garfield 14)

Garfield løber panden mod muren (Garfield 15)

Se min smukke navle (Garfield 16)

Alias Al Catpote (Garfield 17)

Lige i øjet (Garfield 20)

Garfield flader ud (Garfield 21)

Kælekatten (Garfield 22)

Alle mavekneb gælder (Garfield 29)

Fint skal det være (Garfield 34)

Picatto (Garfield 35)

Carole Trébor og Gabriele Bagnoli: Klar til kamp (Dudo-Minak 2)

Christophe Bec og Éric Henninot: Fortuna-lagunen (Carthago 1)

I alt fik jeg læst 4 bøger og 16 tegneserier. Af dem var 3 genlæsninger. Ingen var anmeldereksemplarer. 

I juni håber jeg at få skruet op for læsningen af anmeldereksemplarer, og komme videre med mine læseudfordringer, herunder hjulet på min telefon. Selvom jeg egentlig havde bestemt mig for at holde pause med serie- og hyldeudfordringen, indtil jeg var kommet længere ned i stakken med anmeldereksemplarer, så har jeg alligevel valgt at trække en ny af hver for juni. Månedens serie fra seriekrukken er Et varsel om Storm af Tobias Stenbæk Bro og månedens hylde er M4, som kan ses nedenfor. 

Ellers står juni på læsekredsmøde, flere lørdagsvagter, arbejde og havearbejde, og måske et enkelt readathon i slutningen af måneden, hvor Tome Topple igen løber af stablen. Men nu får vi se. Der er meget, jeg skal nå, før jeg kan gå på sommerferie i slutningen af måneden.