Emily har endelig lært at styre amulettens kraft, og er klar til at tage kampen op mod Ikol og skyggerne. Først skal hun dog lige redde sin familie, og med amulettens magi rejser hun til Typhon for at hjælpe sin mor og bror, Navin.
Imens er prins Trellis på vej til elvernes kongerige, for at redde sit folk og indtage sin retmæssige trone. Men ikke alt er, som det ser ud, og skal skyggerne besejres, må både venner og fjender arbejde sammen.
Det endelige opgør er begyndt.
Det er altid en smule sørgmodigt at afslutte en serie, jeg har været vild med, og Amulet var ingen undtagelse. Også selvom slutningen desværre blev lidt vel forklarende og metafysisk til min smag.
Sproget er letlæst og flydende, med velfungerende dialoger og leg med ord, der er med til at gøre universet levende. Jeg kunne have ønsket lidt mindre monolog i slutningen, men det er en smagssag, og jeg kunne godt følge forfatterens valg.
Universet udvidede sig endnu en gang, med nye væsener og begreber, og vi får endelig en idé om skyggernes væsen, og hvordan det hele hænger sammen. Worldbuildingen er i top, og det er et virkelig imponerende og velfungerende univers, forfatteren har fået strikket sammen. Kæmperobotter, elvere, talende dyr, aliens og magi er alt sammen med til at skabe et unikt og originalt univers, som stadig overrasker her i sidste bind, og det bliver virkelig svært at sige farvel til det. De flotte illustrationer gør såvel væsener som verden levende, og især actionsekvenserne er virkelig godt udført.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og selvom slutningen blev lidt for forklarende for min smag, formåede forfatteren at få samlet alle de løse tråde til sidst. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, kamprobotter, venskab, familie, hemmeligheder, magtbegær, selvopofrelse, ondskab, krig og svære valg. Forfatteren har lånt flittigt fra såvel fantasygenren, som science fiction og steampunk, og blandingen fungerer overraskende godt.
Personerne er levende og nuancerede, og især søskendeparret Emily og Navin har udviklet sig kolossalt siden seriens begyndelse. Emily har lært sig selv bedre at kende, på både godt og ondt, og har endelig fået styr på sine kræfter. Og selvom hun står over for flere svære valg, er hun ikke bange for at stole på sig selv og sin intuition. Navin er blevet mere selvsikker, og hans lederegenskaber og intuition har udviklet sig en del. De to supplerer hinanden rigtig godt, og selvom de har været fysisk langt fra hinanden, er deres forhold blevet mere helstøbt. Af bipersonerne holdt jeg især af elverprinsen Trellis, der, ligesom søskendeparret, har udviklet sig utroligt meget siden første bind. Han hviler mere i sig selv, og er i stand til at skubbe sit nedarvede magtbegær og selviskhed til side, for at gøre det bedste for sit folk. Og så var der selvfølgelig Ikol, hvis motivation og væsen endelig bliver afsløret for læseren, og som i lige grad fascinerede og frastødte mig.
Bølgerytter var en god afslutning på serien, og selvom jeg ikke var helt tilfreds med den måde, slutningen blev udført på, så formåede forfatteren at få samlet trådene og afslutte historien på en stærk måde. Er man fan af serien, vil man næppe blive skuffet, og har man endnu ikke stiftet bekendtskab med serien, er det bare med at komme i gang. Jeg glæder mig allerede til at kunne genlæse hele serien i et rap.
Se også forfatterens hjemmeside.
