Fuglehæren er 2. bind af fantasytrilogien Vildvæsner, skrevet af Jacob Grey.
Efter opgøret med Spindemanden har Caw endelig fundet ud af hvem han er. Og endnu mere vigtigt: At hans forældre elskede ham. Han har slået sig ned i kirken sammen med Crumb og Pip, og er begyndt at træne sine vildvæsenevner, samt lære at læse.
Af nysgerrighed beslutter han sig for at opsøge sit gamle hus. Her møder han pigen Selina, som har slået sig ned i huset, efter at være stukket af hjemmefra. Han beslutter sig for at hjælpe hende med at lære at leve på gaden, og de aftaler at mødes igen. Før Caw vender tilbage til kirken bliver han opsøgt af et gammelt vildvæsen som giver ham en mystisk sten. En sten, som hans mor ønskede han skulle skjule for alle.
Det går dog snart op for Caw at nogle er ude efter stenen. Fluernes Moder er vendt tilbage, og hun vil gøre alt for at få fat i stenen - selv forråde vildvæsnerne til menneskene.
Og hun er ikke den eneste forræder...
Selv om det er et stykke tid siden jeg læste første bind i serien, så gik der ikke lang tid før jeg var tilbage i historien og universet.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren er utroligt god til at beskrive den dystopiske by Blackstone som er præget af forfald og kriminalitet. Byens mørke og kulde fremstod lyslevende, og man kunne næsten mærke håbløsheden i de dele af byen der var blevet forladt.
Universet er spændende, og selvom idéen med mennesker og dyr der knytter sig til hinanden ikke var helt ny for mig, så er måden det bliver udført på både original og anderledes.
Handlingen er godt skruet sammen, og fuld af twists, som gør det svært at forudsige hvad der vil ske. Historien er fuld af magi, dyr, fattigdom, action, kampe, fordomme, ondskab, venskab og forræderi, og bogen er både spændende og en lille smule gyset.
Personerne er menneskelige og realistiske, og jeg var vild med hovedpersonen Caw, som er en modig dreng med en tro på det bedste i mennesker og et ønske om at gøre det rigtige. Han er smart, men har nogle gange svært ved at forholde sig til mennesker, fordi han er opfostret af krager, og det giver ham nogle problemer i forhold til Lydia. De andre vildvæsner er fascinerende, ikke mindst med den måde de ligner deres dyr, og hver har deres egne historier og sorger. Og så er der Caws krager. Jeg var vild med deres rappe replikker, sarkasme og loyalitet, og de var nok, bortset fra Caw, mine yndlings"personer" i bogen.
Bogen er hurtigt læst, og kunne man lide første bind vil man ikke blive skuffet, for der er næsten endnu mere fart over feltet her i andet bind. Selvom man kan mærke at bogen henvender sig til børn, så gør det bestemt ikke noget, for bogen er underholdende og godt skruet sammen. Jeg glæder mig allerede til at læse sidste bind når det en gang udkommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar