mandag den 30. september 2024

Læsestatus for september

Lige om lidt siger kalenderen oktober, og efteråret har da også i den grad holdt sit indtog med den sidste tids vandmængder. 
Men før jeg siger goddag til efterårsløv, varm kakao, vanter og indendørs hygge, skal der tages afsked med septembers sensommer. En måned, der gik fra varme, sol og blå himmel til skyer, blæst og utrolige mængder regn. 
September bød på masser af arbejde og travlhed, som kulminerede med Fantasyfestivalen i midten af måneden, som jeg har skrevet om her. Det var endnu en fantastisk festival. Ikke mindst fordi jeg i år havde mentalt overskud til at nyde den undervejs, uden at klaske totalt sammen efterfølgende, som jeg ellers har gjort de sidste tre år grundet corona-stress, efterveer fra corona og depression. Det gjorde 10-års fejringen endnu bedre, at både det psykiske og fysiske kunne følge med i år, uden jeg mistede overblikket. Helt slap jeg dog ikke for fysiske skavanker, da jeg fik et hold i ryggen efter festivalen, men det gik da heldigvis over igen. 
Udover Fantasyfestivalen bød september også på en tur i biografen med min faste filmmakker for at se Deadpool & Wolverine, og det var dejligt at være afsted igen. I slutningen af måneden holdt jeg en uges tiltrængt ferie, hvor jeg nød at slappe helt af. Meget praktisk fik jeg ikke lavet i løbet af ferien, men det blev da til et par småprojekter, og så fik jeg besøg af mine forældre.
Læsning blev der til gengæld ikke meget af i september. For anden måned i træk fik jeg ikke færdiglæst en eneste bog i månedens løb, men fik dog alligevel læst mere end i august. Også selvom det kun drejer sig om en tegneserie mere. Derfor bliver det også en kort læsestatus denne gang, da jeg kun har 8 tegneserier at vise frem. 
De tegneserier, jeg fik læst, var:

Franquin:
Viggo - en kæmpekatastrofe (Vakse Viggo 5)
Viggo charmetrold (Vakse Viggo 6)
Alle er ude efter Viggo (Vakse Viggo 7)
Øretæveindbydende Viggo (Vakse Viggo 8)
Højt at flyve, Viggo (Vakse Viggo 12)
Viggo eller og kaos (Vakse Viggo 14)
Viggo slår sig løs (Vakse Viggo 15)

Delaf: Viggo vender tilbage (Vakse Viggo 22)

I alt fik jeg læst 8 tegneserier i september, hvilket er en del mindre end jeg havde håbet på. 
I oktober håber jeg at få gang i læsningen igen, blandt andet med hjælp fra to readathons, SpookoplAthon og Dewey's 24 Hour Readathon. SpookoplAthon er skabt af Becca and The Books (hør mere her), og varer hele oktober, mens Dewey's 24 Hour Readathon varer i et døgn. Planen for SpookoplAthon er denne gang, at jeg vælger bøger løbende igennem måneden, og jeg har derfor ikke en fast TBR fra starten. Til gengæld vil jeg forsøge kun at bruge anmeldereksemplarer til de forskellige prompts, så jeg kan få gjort et indhug i stakken. Jeg har dog planer om at lave en fast TBR til Dewey's 24 Hour Readathon, men venter med at fastlægge den lidt endnu. 
Ellers står oktober på arbejde, havearbejde, læsekredsmøde og forskellige småprojekter. 

Ingen kommentarer: