Læseplan for 2022

Det er syvende gang, jeg kaster mig ud i at lave en læseplan for det kommende år, og selvom læseplanen sidste år desværre ikke var den store succes, så nyder jeg både at planlægge det kommende år, og løbende igennem året at kunne tjekke, hvor langt jeg er kommet med de forskellige udfordringer. Jeg planlægger i år både at genbruge et par udfordringer fra tidligere år, og kaste mig ud i et par helt nye udfordringer. 

Som I ved, hvis I følger bloggen, er det kun bøger indenfor de fantastiske genrer, som jeg anmelder på siden. Det betyder, at enkelte af de bøger jeg læser i årets løb, kun figurerer i de månedlige statusindlæg, som jeg fortsætter med i 2022, men den komplette liste over årets læste bøger kan altid findes på min Goodreads-side, hvor man kan få et hurtigt overblik over min fremgang i løbet af året. Igen i år deltager jeg i Goodreads-læseudfordringen. Jeg har dog i år valgt at sætte læsemålet ned fra 130 til 100 bøger, da jeg dels vil undgå stress, hvis jeg får et læseår ligesom i 2021, og dels gerne vil have læst nogle af de lidt tykkere bøger fra reolen i år. Jeg regner med at tage en midtvejsstatus på læsemålet til sommer, og, hvis jeg er langt foran, sætte læsemålet lidt op. Jeg tæller kun "rigtige" bøger med i læseudfordringen, så tegneserier og graphic novels vil kun figurere på de forskellige måneders læsestatus.
Jeg har igen i 2022 planer om at deltage i forskellige readathons, blandt andet TFF Readathon og Dewey's 24 Hour Readathon, foruden mit helt eget readathon, All Dragons Readathon, som vender tilbage i december 2022. Skulle der dukke andre interessante readathons op i årets løb, er det heller ikke umuligt, at jeg deltager i dem.

Jeg har i år fem læseudfordringer, hvoraf de tre er gengangere, mens den fjerde og femte er helt nye, om end de ligner nogle af læseudfordringerne fra 2021 en del. 

Første udfordring er den serieudfordring, som jeg nu har kørt med i fire år. Selvom jeg endte med at sætte udfordringen på pause halvvejs gennem året, så synes jeg, idéen med seriekrukken fungerer, og hjælper mig med at komme videre med nogle af de serier, som jeg måske ellers har glemt lidt. Jeg har været alle sedlerne igennem, og har sorteret dem fra, hvor jeg har fået læst serierne, samt tilføjet de nye serier, som jeg har påbegyndt i 2021, og seriekrukken indeholder, ved årets start, 68 serier. Hver måned trækker jeg en serietitel fra krukken, og skal så, som minimum, have læst en bog i serien, før måneden er slut. Bliver jeg ikke færdig med serien, ryger sedlen tilbage i krukken, til næste gang jeg trækker den. Enkelte serier er det så lang tid siden jeg har læst, at jeg nok bliver nødt til at genlæse de første bind, men forhåbentlig kan jeg huske hvor jeg er kommet til i de fleste serier. Jeg har valgt ikke at smide anmeldereksemplarer i glasset, da de gerne skulle læses snarest, og det derfor ikke giver mening at putte dem i glasset. Skulle jeg få lyst til, i årets løb, at læse videre i en serie, som befinder sig i glasset, uden at have trukket den, er det ikke forbudt. Bliver jeg færdig med serien, og trækker sedlen senere, trækker jeg bare en ny seddel i stedet for.

Anden læseudfordring ligner serieudfordringen en hel del. Jeg startede udfordringen i 2019, og selvom det ikke er gået helt så godt, som jeg havde håbet, så har jeg alligevel tænkt mig at fortsætte med den i 2022. Det er selvfølgelig FairyLoot-udfordringen jeg tænker på. Ligesom med serieudfordringen trækker jeg en seddel fra et glas med FairyLoot-bøger, og jeg har så to måneder til at få bogen læst, smide den ud, eller bestemme mig for at give den en chance igen senere. Jeg har i år besluttet mig for kun at trække en titel hver anden måned, hvilket passer fint sammen med, at jeg har to måneder til at læse bøgerne i. Der er ved årets start 7 titler i krukken, og forhåbentlig er der betydeligt færre tilbage, når 2022 er slut.

Tredje læseudfordring er A-Z TBR-udfordringen, som jeg første gang prøvede kræfter med i 2020. Selvom udfordringen ikke gik ret godt i 2021, så er jeg fortsat glad for idéen, og har derfor igen lavet en liste over bøger, hvis titler begynder med de første 26 bogstaver i alfabetet. For at gennemføre udfordringen skal jeg læse 2-3 bøger fra listen om måneden, og jeg håber, at jeg ved at sprede titlerne ud på den måde, vil komme igennem hele listen. Det er ikke tanken, at jeg starter læsningen med A-titlen, og slutter med Z-titlen, men i stedet har jeg tænkt mig at plukke dem, som det passer ind, og som jeg har lyst til, da jeg tror, det er bedre for motivationen. Alle titler fra min A-Z TBR kan ses her, hvor jeg også løbende streger dem ud, efterhånden som jeg får dem læst.

Fjerde læseudfordring ligger i forlængelse af A-Z TBR-udfordringen. Da jeg ikke fik læst ret mange bøger fra udfordringen i 2021, har jeg samlet alle de titler fra 2020 og 2021, som jeg ikke fik læst, i en krukke, og tanken er så, at jeg hver anden måned trækker en titel fra krukken (så jeg skifter mellem at trække fra FairyLoot-krukken og A-Z-krukken), og på den måde forhåbentlig får læst nogle af de titler, jeg forsømte særligt i 2021. 

Femte og sidste læseudfordring går ud på at færdiglæse flere serier. Jeg har på forhånd udvalgt 10 serier, hvor jeg kun mangler at læse 1 eller 2 bøger for at kunne krydse den af listen, og målet er at få færdiglæst cirka en serie per måned. De udvalgte serier vil inden længe kunne ses under Top 10 Lister. 

Udover læseudfordringerne har jeg planer om at fortsætte med Top 10 Listerne, der desværre også gik i stå i 2021. Målet er en ny liste hver tredje måned, og jeg har allerede masser af idéer. 
Jeg har også planer om at lave flere Book Tag-indlæg, da jeg synes, de er en sjov måde at fortælle om mine læsevaner, og da de ifølge statistikken også hører til de indlæg, der bliver læst meget, går jeg ud fra, at I er enige. 
Jeg fortsætter med at lave statusindlæg hver måned, og her fortæller jeg også hvordan det går med de forskellige læseudfordringer. Jeg synes, indlæggene fungerer godt, og de er i hvert fald med til at give mig et overblik over, hvordan læsemåneden er gået.
Jeg fortsætter også med at lave månedlige Book Hauls i 2022. Det er en god måde for mig at få overblik over, hvor mange nye bøger jeg egentlig får ind ad døren, og jeg kan se på statistikken, at det også er nogle indlæg, der bliver læst meget. Jeg håber stadig at få begrænset mit bogkøb, så jeg faktisk også kan nå at få bøgerne læst, men nu får vi se, hvordan det kommer til at gå.
I december vil jeg igen afholde All Dragons Readathon, ligesom jeg i juli gentager successen med #sænkmintbr.
Derudover håber jeg at få tid til at genlæse nogle af mine yndlingsbøger i løbet af året. For selvom jeg får mange nye spændende bøger ind ad døren, så vil jeg også gerne kunne genopdage magien i de gamle.

Hvordan det kommer til at gå med 5 boglige udfordringer vil vise sig, men jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang.

Ingen kommentarer: