lørdag den 27. juni 2020

Under huden 1+2

Under huden 1+2 er 2. bind af fantasyserien Mestenes, skrevet af Pernille L. Stenby.

Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget Ulven og Uglen

Norvig er død, og Mestenes er i sikkerhed på Roevel Akademi. Men selvom ingen ved, hvem Mestenes er, så skal der ikke meget til, før fortidens hemmeligheder kommer frem i dagens lys, og Mestenes bliver afsløret. En fortid, som Mestenes ikke selv husker, men som langsomt dukker op i brudstykker.
Og som om Mestenes' fortid ikke var farlig nok, så kan også nutidens følelser bringe Mestenes i fare. For i et samfund hvor alt er kontrolleret, er der ikke plads til ukontrollerede følelser, og kun et enkelt fejltrin kan ødelægge alt.

Selvom jeg slugte første bind i serien, så var jeg også lidt forbeholden over for bogen, og efter at have læst bind to, sidder jeg tilbage med de samme følelser som Inkarnation efterlod mig med, samtidig med, at en del af personerne frustrerede mig en del.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er utroligt livagtige, og til tider direkte creepy - her tænker jeg især på skjoldkrebsene. Og så er jeg vild med de mange illustrationer, som bogen er fyldt med, og som, sammen med bogens smukke cover, gør bogens udseende til noget helt særligt.
Universet er originalt, og ligner ikke noget, jeg før er stødt på, med dets blanding af såvel sci-fi, dystopiske og fantasyelementer, og her i bind to udvider det sig helt enormt. Ligesom i første bind foregår verdenopbygningen primært ved, at bipersonerne fortæller Mestenes om det, og selvom universet bestemt fik mere dybde, og logikken bag samfundopbygningen blev tydeligere, så fik det, præcis som i første bind, til tider lidt for meget karakter af infodumping, og jeg følte mig, ligesom Mestenes, temmelig forvirret undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, som overrasker gang på gang, og forfatteren inddrager både krimielementer, sci-fi, dystopisk samfundopbygning og fantasyelementer undervejs, hvilket fungerer rigtig godt. Historien er spændende, og fyldt med action, sansetive evner, intriger, jalousi, kærlighed, hemmeligheder, social kontrol, homofobi, fordomme, undertrykkelse, kønsidentitet, seksualitet, og hukommelsestab. Mest af alt er det dog en historie om at finde sig selv, om identitet, og om at trodse omverdenens forventninger og fordomme. Og så slutter den på en måde, som gør det svært at vente på næste bind. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at historien fik lidt mere tid, at folde sig ud på, for hele handlingen - og der er meget af den - finder sted over ganske få dage, og det gør, at det indimellem går lidt for hurtigt, og sammen med de mange detaljer om verdenopbygningen, gør det til tider historien en anelse forvirrende.
Personerne er levende og menneskelige, men desværre frustrerede såvel hovedpersonen Mestenes, som de to vigtigste bipersoner Axten og Mite, mig en hel del i dette bind, og især sidstnævnte havde jeg det meget svært med. Hovedpersonen Mestenes er stadig den, man som læser har det tætteste forhold til, men selvom Mestenes' hukommelsestab og gradvise genvinding af minder er interessant, så var Mestenes lidt for passiv og clueless for min smag. Jeg blev irriteret over, at Mestenes gang på gang faldt om med "mindeanfald", og måtte samles op - bogstaveligt talt - og samtidig virkede Mestenes naiv, følelsesmæssigt blank og manglede social bevidsthed. Men det værste var, at Mestenes handlede direkte uintelligent gang på gang. Mestenes får at vide, at han skal holde sig fra forskellige personer, holde mund med sin fortid, og passe på sine hemmeligheder, og i stedet for at lytte, og passe på sig selv, gør Mestenes det stik modsatte, og bringer dermed sig selv og sine venner i fare gang på gang. Til gengæld kunne jeg rigtig godt lide den måde, som forfatteren bragte Mestenes' køn og søgen på identitet i spil på, og hvordan Mestenes netop på grund af sin manglende hukommelse mangler de filtre eller etiketter, som omverdenen ellers pådutter folk enten baseret på biologisk køn eller seksualitet. Som nævnt havde jeg det stramt med både Axten og Mite. Axten er, ligesom Mestenes, temmelig naiv, og koblet med en utrolig idealisme, og næsten fanatisk tro på nettet og Loa, tænkte han sig ikke altid lige meget om. Og så er også han utroligt clueless hvad angår følelser, og i modsætning til Mestenes, har han ikke et hukommelsestab til at undskylde hans manglende sans for eventuelle konsekvenser af hans valg. Men selvom han irriterede mig en del, så kunne jeg alligevel godt lide ham, fordi han samtidig er en utroligt loyal og hjælpsom person. Mite kunne jeg derimod ikke fordrage, og til tider havde jeg lyst til at kyle bogen direkte i hovedet på hende. Hun fremstod manipulerende, jaloux, dominerende, egoistisk og bedrevidende, og den måde, hun behandlede og omtalte Mestenes på fremstillede i den grad både hendes fordomme og hendes dårlige egenskaber. Ja, hun har følelser for Axten, og ja, et trekantsdrama er under opsejling, men det undskylder ikke hendes væremåde, eller hendes fanatiske søgen efter noget, der kan stille Mestenes i et dårligt lys hos Axten. At hun alligevel hjælper med at lede efter de forsvundne skjoldkrebs og forsøge at finde hoved og hale i Mestenes' minder har mere med hendes følelser for Axten at gøre, og førnævnte søgen efter noget, der kan bekræfte hendes fordomme, end et oprigtigt ønske om at hjælpe, og jeg kunne ikke udstå hende. Af andre bipersoner var det især Saru og Moal jeg følte med. De kæmper begge med at acceptere sig selv og deres evner, samtidig med, at de har traumer i deres fortid, som præger dem markant. Og så var jeg fascineret af professor Tosne, som virkede farlig, iskold, manipulerende og fanatisk i sit ønske om at bringe Mel til fald, ligemeget hvem og hvilke metoder hun må bruge, for at gøre det, og samtidig fornemmede man som læser, at hun gemmer på sine egne hemmeligheder.
Selvom jeg endnu en gang tilbragte meget tid med at være forvirret, og havde det svært med personerne, så er der alligevel et eller andet, der drager mig ved historien og universet, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal læse videre i serien. Kunne man lide første bind, vil man helt klart også elske Under huden, og selvom serien indtil videre har været en lidt blandet oplevelse for mig, så vil jeg alligevel ikke tøve med at anbefale den til læsere, som gerne vil prøve kræfter med en unik og anderledes læseoplevelse.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: