Obsidio

Obsidio er 3. og sidste bind af science fiction-trilogien The Illuminae Files, skrevet af Amie Kaufman og Jay Kristoff.

Rumstationen Heimdall er blevet tilintetgjort, og flygtninge fra både Kerenza, Alexander og Heimdall er nu stuvet sammen i skibet Mao. Deres eneste mulighed er at vende tilbage til Kerenza, og håbe på, at BeiTechs rumport stadig er der.
Men ikke alle ombord er lige begejstrede for idéen om at tage kampen op mod BeiTech, og utilfredsheden og uroen ulmer ombord på skibet.
Imens kæmper de mennesker, der overlevede BeiTechs angreb, med at holde sig i live på Kerenza. De ved, at tiden er ved at rinde ud, for så snart BeiTechs rumport er repareret, vil alle Kerenzas beboere blive dræbt. BeiTech ønsker ingen vidner til de uhyrligheder firmaet har begået, og Kerenzas beboere er en risiko, de ikke kan lade blive tilbage.
Eneste håb for Kerenzas beboere er Mao, men skibet er truet af interne konflikter, og så er der AIDAN...
Det endelige opgør nærmer sig.

Sikke en afslutning. Bogen holdt mig fanget på kanten af stolen i timevis, og jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig.
Jeg er vildt imponeret over den måde forfatterne formår at fortælle en nervepirrende og rystende historie gennem chatsamtaler, papirlapper, retsudskrifter og transkriberede videoer, og den måde rumkampene vises på, er fuldstændig genial, fordi man som læser fornemmer den forvirring og det adrenalinsus soldaterne befinder sig i, gennem grafikken. Samtidig ændrer sprogets stil sig, alt efter hvilket format teksten vises i, hvilket giver personlighed og realisme til såvel personer som historie. Forfatterne har opbygget en stemning af krybende uhygge, desperation og kulde som tydeligt skinner igennem historien, og gør bogen stort set umulig at slippe. Og samtidig indeholder bogen også en god portion humor, trods de temmelig desperate omstændigheder skib, planet og personer befinder sig i.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med gys, action, kærlighed, familie, rumkampe, desperation, hævn, venskab, AIs, hacking, grusomheder, folkemord, forræderi og kampen for overlevelse, og især krigens grusomheder, og overtrædelserne af helt basale menneskerettigheder og krigsregler fremstår tydeligt, og på en så knugende og kvalmende måde, at det ikke kan undgå at gøre ondt på læseren undervejs.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og selvom det er en smule forvirrende, at vi nu er oppe på syv hovedpersoner (Kady og Ezra fra Illuminae, Hanna, Nik og Ella fra Gemina, og nu også Asha og Rhys), så fungerer det, fordi historien på denne måde ses fra flere forskellige vinkler. Asha er stædig, stærk og modig, og kæmper for at overleve under BeiTechs besættelse. Hun ved, at tiden er ved at rinde ud, men kæmper en stædig kamp mod besætterne, samtidig med, at hun holder håbet om overlevelse i live. Hendes fortid har givet hende en del sår, og da hun pludselig bliver konfronteret med Rhys, den kæreste hun troede, hun ikke kunne leve uden, og som fik hende til at ødelægge sig selv, bliver såret revet op igen. Og det gør det bestemt ikke bedre, at han er en af de hadede soldater fra BeiTech. Rhys elsker stadig Asha, men har opgivet drømmen om hende. Hans ankomst til Kerenza åbner hans øjne for BeiTechs opførsel, og, ikke mindst, deres grusomheder og totale mangel på menneskelighed overfor lokalbefolkningen. Han må finde ud af, hvor langt han er indstillet på at gå i pligtens tjeneste - og hvad han kan leve med. Og samtidig kan han ikke lade være med at håbe, at Asha stadig elsker ham. Kady, Ezra, Hanna, Nik og Ella har alle udviklet sig en del undervejs, og selvom Hanna stadig irriterer mig en smule, så kunne jeg bedre lide hende i denne bog, hvor hun ikke virkede helt så forkælet og egoistisk. Men mine yndlingspersoner er stadig Kady og Ezra, tæt fulgt af den sarkastiske Nik. Og AIDAN, ikke at forglemme, som skiftevis er både helt og skurk, lettere psykotisk og realistisk og alligevel, på mystisk vis, svær ikke at holde af.
Er man fan af de første bind i trilogien, vil man bestemt ikke blive skuffet over afslutningen, for hold op, hvor var den bare god. Kan man lide hæsblæsende science fiction med masser af spænding, gys og humor, så kan den her trilogi kun anbefales. Serien er hurtigt læst, men stemningen bliver siddende længe i kroppen, og grafikken er helt fantastisk. Har du ikke læst serien endnu, er det bare med at gå igang.