På rumstationen Heimdall er man ved at være noget bekymrede. I flere måneder har man intet hørt fra planeten Kerenza og dens illegale mine, og samtidig har stationen stadige problemer med deres ormehulsgenerator og en irriterende popsangsvirus.
Det er dog mindre irritationsmomenter, i forhold til, hvad der er på vej.
For BeiTech-korporationen ved, at de overlevende fra Kerenza er på vej til rumstationen, og de er opsatte på at slette alle spor af deres ulovlige angreb, uanset hvor mange mennesker, de skal slå ihjel.
Da deres oprydningsteam ankommer til rumstationen, er de eneste personer, der har mulighed for at gøre noget, kommandantens forkælede datter Hanna, og hendes pusher Nik, som tilhører en mafiafamilie, og hvis families ulovlige aktiviteter kan både redde - og dræbe - samtlige mennesker ombord på stationen. Hvis ikke BeiTechs oprydningshold gør det først.
Jeg var vild med første bind af trilogien, Illuminae, og kunne næsten ikke vente med at læse videre i serien. Men selvom bind 2 bestemt var fantastisk, så var jeg ikke helt så vild med den her bog, som med etteren.
Ligesom første bind i trilogien leger bogen med formatet, og historien fortælles gennem chatsamtaler, overvågningsrapporter, lydfiler, netsider og dagbogstegninger. Det betyder også, at sproget ændrer sig en del, både i forhold til hvilke personer, der taler, og i forhold til hvilket format den fortælles gennem. Og ligesom i etteren fungerer det overraskende godt, selvom jeg gerne skal indrømme, at dagbogstegningerne ikke sagde mig så meget.
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet overrasker gang på gang. Historien er uhyggeligt spændende, og jeg sad på kanten af stolen under hele læsningen. Alligevel tog det lidt tid for mig at komme ind i historien denne gang, hvilket skyldes, at det tog en del tid for mig at knytte mig til hovedpersonerne, som jeg desværre ikke fik helt det nære forhold til, som jeg havde til Kady, Ezra og, ikke mindst, AIDAN, i forrige bind. Historien er fyldt med action, kærlighed, familie, forræderi, sammensværgelser, mord, narkotika, mafiakriminalitet, hævn og videnskab. Jeg var ikke helt vild med slutningen, som jeg synes blev lidt vel mærkelig, og narkotika-delen af plottet sagde mig heller ikke så meget, men det ændrer ikke noget på, at det var en utroligt god historie, fyldt med nervepirrende spænding, iskolde gys, og kampen for overlevelse.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom det tog lidt tid, før jeg kom til at holde af hovedpersonerne, så fremstod de stadig lyslevende for mig. Hanna var hende jeg havde det sværest med. Selvom hun, heldigvis, udvikler sig undervejs, så starter hun ud med at være en rig, selvcentreret, forkælet, fars pige, som godt nok er god til kampsport, men som går mere op i stoffer og modetøj, og sin perfekte kæreste, end at lave noget fornuftigt. Nik er født ind i en mafiafamilie, og har allerede haft sin første fængselsstraf. Han er loyal over for, og elsker, sin familie, selvom han ikke altid er begejstret for den kriminelle del af arbejdet. Hans flirten med, og forelskelse i, Hanna, virkede noget besynderlig på mig. Nok mest fordi jeg ikke kunne se, hvad der skulle være så interessant ved den populære rige pige. Men Nik har et stort hjerte, trods hans kriminelle tilbøjeligheder, og da han uforvarende bliver en del af BeiTechs oprydningsarbejde, gør han alt, hvad han kan, for at rette op på fejlen. Også bipersonerne var nuancerede og interessante, og jeg kunne især godt lide Niks kusine Ella, som ikke lader sit handicap bremse hendes liv. Og så var jeg ret fascineret af oprydningsteamets leder, som var iskold, beregnende, og fuldstændig ligeglad med menneskeliv. Eller, med andre ord, en komplet psykopat.
Har man læst første bind i serien, så er denne bog absolut et must. Og er man vild med sci-fi, men har endnu ikke læst serien, er det bare med at gå i gang. Man skal bestemt ikke lade sig skræmme af det anderledes format, for når man først er kommet ind i historien - og det går hurtigt - så fungerer det fantastisk. Jeg kan i hvert fald kun anbefale bogen - og serien. Også selvom jeg havde et par kritikpunkter denne gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar